OM MINE GOBELINER
Igennem rigtig mange år har jeg vævet, overvejende billedvæv/gobelin. De første på bare en lille bitte ramme, dernæst på rammevæv, overvejende som felter i baner, jeg syede sammen, for at komme op i størrelser.
I 1995 byggede min mand, keramiker/billedkunstner Tue Poulsen, en stor gobelin væv til mig. Derved fik jeg mulighed for at væve de store formater, mere helstøbte billeder.
Indfaldsvinklen til emnerne i mine billeder er ofte af historisk, politisk, psykologisk eller religiøs karakter. Motiverne i mine billeder styres samtidig af en idé, et omdrejningspunkt, der eks. kan tage afsæt i en begivenhed, et begreb eller egne oplevelser - oftest med naturen som inspirator. I forsøg på visualisering af stemning, tanker og følelser rummer det dermed et budskab. - Med mange detaljer er det samtidig et associerende billede, og er således en klar appel til den enkelte beskuer, som udfra eget univers kan lade øjet vandre og dermed få sin helt personlige oplevelse.